To dræbt ved et skyderi

Så kom der tre kvinder. Den forreste var meget bange. Først så hun manden med hul i hovedet og åndede ud, som om hun var lettet, og så fik hun øje på den lille mand, og så skreg hun. Hun ville løbe hen til den lille mand, men de to andre kvinder holdt hende fast og trak hende væk. Den lille mand var hendes søn, og det var ham, der blev kaldt Spøgelset. En mand kom og førte mig og to andre fredsvagter hen over murbrokkerne af det ødelagte hus, imens en dreng fulgte efter os. Bulldozeren havde slået hul i nabohuset, så man kunne gå lige ind i stuen. Manden lavede tegn og pegede og ville, at jeg gik ind i stuen og videre til venstre, hvor jeg skulle fotografere noget. Da jeg gik ind og ned til venstre, fik jeg øje på en bænk, og jeg kan huske, at der var to magre og blege menneskeben. Og jeg mener, at det venstre var placeret med låret på bænken og den sandalklædte fod på jorden, som om det stadig sad på et menneske, og det højre lå for sig selv i en sø af blod og kødstykker foran bænken. Det var derfor, den ene dræbte var så lille.
Hegnet om en hønsegård, der hørte til det ødelagte hus, var blevet væltet, og hønsene pikkede umodne druer af en væltet vinranke med røde blade, imens nogle store, fede kaniner med hængeører og brun pels gemte sig under vinbladene, som de gnavede af.

Islam og kristendom

Fra kontoret var der udsigt til en græsk-ortodokse kirke på den anden side af gaden. Nede for enden af gaden lå en moske, og når imamen kaldte til bøn over de store højtalere, der stod i minareten, plejede præsten at ringe med sine kirkeklokker. Dette kunne ende i en vældig støj, især fredag og søndag, og så søgte folk indendørs og lukkede døre og vinduer. Både kirketårnet og minareten var pyntet med kulørte neonrør, og når det blev mørkt, lyste de op i hver sin ende af gaden som karruseller i et tivoli.

En forsvunden læbestift

"Niels, der er noget, jeg må sige," sagde hun og så mig ind i øjnene. "Jeg tror nok, jeg tabte min læbestift nede ved rundkørslen. Vil du ikke hjælpe mig med at lede? Jeg bryder mig ikke om at gå rundt alene. Det er ikke altid let at være kvinde på egen hånd, du ved!"
"Nå, jo, ja," sagde jeg. "Du er da ellers meget køn fra naturens hånd."
"Hvor er det sødt af dig at hjælpe mig!" Davina gav min hånd et lille klem.
"Det er jeg meget glad for, Nielsie-Niels!"
Da vi kom hen til Regent Street, hvor Davina havde tabt sin læbestift, var det hele i gang igen. De to jeeps var kommet tilbage og holdt i rundkørslen. Drengene havde sat ekstra fut i deres bål med benzin. De kastede sten, trommede på skraldespande, råbte og skreg, og gaden sejlede af krudtrøg, røg fra bålet og tåregas.
"Kom med! Jeg tror, det var hernede!" sagde Davina og hev mig ned ad gaden igennem tumulterne.
Jeg holdt mig for næse og mund med mit frie skjorteærme for ikke at indånde for meget røg og tåregas, mens Davina brugte sit tørklæde som filter. Vi listede os ned imellem grupperne af drenge og undgik at komme for tæt på bålet og de rygende tåregasgranater.
"Prøv at holde øje med fortovet, så ser jeg fremefter," sagde Davina. "Jeg kan huske, jeg stod derovre i lang tid. Lad os lige se efter en ekstra gang."
Det var, som når man på en skovtur i den tidlige sommer pludselig overraskes af en haglbyge og må samle sine ting i en fart og komme i ly, imens man prøver at skærme sig en smule ved at holde en avis over hovedet. Til sidst nåede vi ned til rundkørslen uden at have set noget til læbestiften.
"Men vi kan lede senere," sagde Davina optimistisk. "Vi skal nok finde den."
Jeg så på Davina. Hun havde høretelefoner hængende om halsen. Ledningen løb ned til en diskman, der sad fast i hendes buksekant med en klemme. Hun havde badesandaler på, og hendes tånegle var pænt filet til. I det lille vindue på hendes diskman kunne jeg se, at hun hørte Avril Lavigne.
"Står du og glor på min røv?" spurgte hun.
"Nej, jeg."
"Jo, du gjorde!"
"Nej!"
"Vi befinder os i en kampzone og kan miste arme og ben, hvad øjeblik det skal være, og så står du gud hjælpe mig og glor på min røv!" "Ja, og leder efter din læbestift," forsvarede jeg mig.
"Du gloede, jo du gjorde!"
"Nej, nej, jeg stod og så på din diskman for at finde ud af, hvad musik du hører. Du hører Avril Lavigne."
"Jeg kan godt sige dig, næste gang jeg er ved at blive voldtaget af soldater og arabermænd, så inviterer jeg Dimitrij med og i hvert fald ikke dig!"

Skyderi i Jenin

Robert rodede i sine lommer efter ørepropper, imens han fortalte om forskellen på en kalashnikov og en kalikov. I det første våben brugte man ammunition med hårde projektiler, som gik lige igennem det menneske, som blev ramt, og ud igen. Derfor var sårene lette at rense og kurere. Men kuglerne fra en Kalikov gik i små stykker og sad i såret og gav infektion, hvis ikke den sårede straks blev opereret.
"Men de to slags våben er det bedste, folkesocialistiske mekanik, verden har set. Det er kun barnlig stolthed, der holder USA fra at bruge dem," sagde Robert. "Du kan smide en kalashnikov i en mudderpøl og lade den ligge et år, og når du fisker den op igen, kan den stadig skyde. Våben, det havde de sgu forstand på i det gamle Sovjet."
Vi gik op ad hovedgaden i Jenin. Inde på venstre side var flygtningelejren, tæt bebygget med små cementhuse. Den tørre, knasende lyd af skud blev kastet frem og tilbage og gav ekko i de små gyder. Nogle hundrede meter oppe ad gaden holdt en pansret mandskabsvogn, som vi var på vej op til. Lasse gik forrest, og jeg gik op på siden af ham for at præsentere mig.
"Nå, det er dig, der er Niels. Har du været andre steder end her? Jeg har hørt om dig hjemmefra og fra Maria og regnede med, du ville komme."
"Det regnede jeg også selv med. Men indtil nu har jeg været på pressekontoret og i Tulkarm," sagde jeg.
"Hvordan var køreturen herop?" spurgte Lasse.
"Den var meget flot," sagde jeg.
"Ja, jeg synes, Jenin er sådan en smuk by," sagde han. "Den ligger så dejligt i en grøn, frodig dal med bjerge omkring."
"Jo, her er meget smukt."
"Okay. Men Tulkarm er også en flot by," sagde Lasse. "Vejret er ellers godt i dag. I morges var det blæsende og køligt, og så plejer det at begynde at regne, men nu er det klaret op igen. For resten sjovt at tale dansk igen!"
"Jo, det er lidt sjovt," sagde jeg. "Nu har jeg talt engelsk i tre uger, så det er lidt sjovt at tale dansk."

Sikkerhedsmuren

Om aftenen sad jeg ofte sammen med italienerne oppe på taget af bygningen på nogle plastikstole imellem tørresnorene, hvor der hang tøj og blafrede. Det store, hvide nylonflag med den røde halvmåne slog smæld i vinden, og vores vandpibe duftede, som når man kogte syltetøj. Vi kunne se sikkerhedsmuren, som israelerne var ved at bygge rundt om de selvstyrende palæstinensiske områder på Vestbredden. Den var planlagt til at blive over ottehundrede kilometer lang, og selvom det meste af den blot skulle bestå af en stor pigtrådsspærring, var det et imponerende bygningsværk. Hver aften kunne vi se, hvordan muren var blevet et lille stykke længere i løbet af dagen. Der var cirka femten kilometer ud til kysten, og når det var klart og stille vejr, kunne man være heldig og se en smal stribe af Middelhavet, der som en skinnende slange af glødende malm og skilte himmelen fra Jorden.

Landskabet på Vestbredden

Dagen igennem havde jeg kørt i forskellige minibusser fra Betlehem til Tulkarm og set nye områder af Palæstina. Landskabet var bakket med stenet jord og mange klippestykker. Den kraftige vinterregn havde slidt ler af stenene det ene årtusind efter det andet, og bønderne havde stablet stendiger på tværs af bakkerne for at holde jorden tilbage. På den måde var der dannet terrasser, som dem man så i Østasien, og her var der plantet oliventræer. Der lå en stor arbejdsindsats bag disse trapper, som alle var lavet med håndkraft, og bøndernes små traktorer havde problemer med at komme omkring på de smalle terrasser. I de ufrugtbare områder boede beduiner i telte af plast og tæpper. De dyrkede små jordlodder, og deres får og geder måtte vandre langt over det nøjsomme land for at finde til deres overlevelse. Om vinteren faldt temperaturen ned under frysepunktet, det sneede og regnede, så lerjorden forvandledes til pløre. Israel havde erobret Vestbredden fra Jordan i juni 1967 og beholdt området siden da. Nu var den tørre sommer på vej, og jorden ville blive hård som cement og slå sprækker i den stærke sol. I det næste halve år, indtil oktober, ville landet ikke være andet end støv og sten, tørke og sandstorm. Her kunne kun tidsler og tjørnebuske gro.

Drenge kaster sten

Lidt efter satte de to jeeps gang i motorerne, kørte et par omgange i rundkørslen i lav fart og forsvandt ud af byen. Drengene kom straks løbende, råbte højt og sendte nogle spredte stenkast efter jeepene. De sang en sang, imens to af dem trommede takten på en skraldespand, og en tredje hældte benzin på bålet fra sin molotovcocktail, så det flammede op på ny. Tulkarm var en lille, kedelig by, hvor der sjældent kom fremmede, og der gik ikke over et minut, fra de to jeeps var ude af syne, før der samlede sig en flok af nysgerrige drenge omkring os. De brugte de få standardsætninger på engelsk, de havde lært i skolen, og spurgte igen og igen:
"How are you?"
"What is your name?"
"Where are you from?"
Flere af drengene var kun fem-seks år gamle, størstedelen var under tolv og de ældste femten-seksten år. De ældre holdt sig enten i baggrunden eller kom hen hilste med et håndtryk og spurgte om mit navn, mens de mindre råbte det samme spørgsmål om og om igen. De grinede af fryd og gemte sig bag hinanden, når man så på dem og rakte hånden frem. En otte-niårig dreng, Abu, ville være en slags oversætter for mig, og til gengæld skulle jeg lære ham engelske ord. Han pegede på en skraldespand, fortovet, bålet, en punkteret fodbold, og en flaske og spurgte hver gang:
"Whats that in english?"
Indimellem præsenterede han sine venner, og jeg gav håndtryk til Mamoud, Muhammed, Ghassan og mange andre med en masse forskellige navne, jeg umuligt kunne huske. De havde deres skoletasker på ryggen, som havde ligget inde i gyderne, imens de kastede med sten. Nu skulle de hjem og spise frokost.

En teenagepige

Maria var ofte i selskab med en flok store drenge omkring de 15-17 år, som hun behandlede, som en storesøster behandler sine små brødre. Hun kendte dem fra internetcafeen, hvor drengene spillede computerspil og larmede. En af drengene hed Mahmoud. Han var genert og følsom, når han var alene, men larmede, når han var i selskab med sine kammerater. Engang så jeg Maria tage hans hånd, hvorpå han lige så stille begyndte at græde. Maria trøstede ham og fandt et foto i sin kalender af en pige, som lå på sin seng med sit lange, sorte hår bredt ud over det lysegrønne tæppe. Maria viftede med billedet for næsen af Mamoud.
"Ra-sja-sja-sja!" lokkede hun og fik ham til at gribe efter billedet.
Jeg havde mødt Rasja. En dag var jeg kommet hjem til lejligheden, men havde glemt nøglen og satte mig på trappen og ventede. Så kom Rasja. Hun havde et lyserødt slør om håret og en tætsiddende trøje med et tryk af en arabisk sangerinde. Hun smilede begejstret, da hun så mig.
"Puha, det er sådan en varm dag," sagde Rasja og hev ud i ærmet på sin trøje. "Det var også varmt i går."
"Ja, det er varmt," sagde jeg. "Både i dag og i går."
"Er der ikke nogen hjemme?"
"Næ, jeg har ingen nøgle."
"Det var ærgerligt. Det er lidt vigtigt," sagde hun. "Jeg skulle have mødt Maria, men så må jeg vel gå igen."
Hun blev stående og smilede bredt til mig.
"Niels, må jeg spørge dig om noget?" hviskede hun.
"Ja, det må du da gerne," sagde jeg.
"Nej, jeg ved ikke rigtig."
"Nå."
"Det er måske ikke så pænt at spørge om."
"Sig det bare."
"Du må ikke fortælle det til nogen."
"Nej, nej," lovede jeg.
Rasja kiggede ned ad trappen og så mig i øjnene.
"Har du en cigaret, jeg må låne?" hviskede hun.
"Ja, det har jeg."
Jeg tog min cigaretpakke frem, gav hende en cigaret og rakte hende min lighter. Da jeg fik lighteren tilbage, ville jeg tænde en til mig selv, men Rasja protesterede.
"Nej, nej. Hvis nu der kommer nogen, og de så ser, at du sidder med to cigaretter i hænderne, så kan de jo sagtens regne ud, at den ene er min!" sagde hun.
"Nårh ja, det havde jeg ikke tænkt på."
Rasja røg og kiggede ned ad trappen og lyttede efter, om der kom nogen.
"Åhh, det er så sjældent, jeg får mig en smøg," hviskede hun. "Maria ryger ikke, og jeg tør ikke spørge hende, om hun vil købe en pakke til mig og passe på den."
Imens hun røg, fortalte hun om Mahmoud, der var irriterende og altid fulgte efter hende på skolen. Hun prøvede at lave røgringe og blæste røg ud af næsen, så hun kom til at nyse og grinede som en konfirmandpige. Da hun var færdig med cigaretten, lånte hun min mobiltelefon og ringede til Maria, som hun talte med et øjeblik.
"Mange tak for lån," sagde hun og gav mig telefonen tilbage. "Maria og de andre er nede i delikatessebutikken lige om hjørnet. Jeg skal ned og møde hende. Kommer du med?"
"Ja, ja."
Vi fulgtes ned ad trappen. Nede på gaden gik Rasja tæt ved siden af mig. Hun smilede til alle, vi kom forbi, og de gloede ondt på mig. Lidt efter mødte vi Maria.
"Åh, det er sådan en rædsom varme i dag," sagde Rasja til Maria. "Men det var godt, du kom. Jeg skal vise dig noget".
Så tog hun en pakke op fra sin taske. Det var en trøje, hun havde købt samme dag. Maria kunne godt lide den, men jeg sagde, at jeg syntes, den så lidt for varm ud.

Anholdt af den israelske hær

Det var bedst kun at sende piger af sted, for man havde retskrav på at blive anholdt af soldater eller politibetjente af sit eget køn. I hvert fald når man var israeler eller udlænding. Kvindelige soldater og betjente var sjældne i de besatte områder, så de to piger kunne føle sig sikre. De tog lette bomuldsbluser på, tørklæde om halsen i lyse blå og røde farver og små håndtasker hængende over skulderen, for at tage sig godt ud over for soldaterne. Det kunne de godt have sparet sig. De blev modtaget af en kvindelig officer.
"Kom herom til mig og se!" sagde hun. "Så finder jeg lige sagen frem på computeren."
Davina og Radika kravlede ned under den høje skranke, og da de kom om på den anden side, grinede den kvindelig officer, imens hun viftede med nogle håndjern. "I er hermed anholdt for ulovligt ophold på militært område!" sagde hun.
"Rummet på den anden side af skranken er civilt område, mens pladsen her bag skranken er militært."
Da Radika og Davina så fik besked på at tage håndjernene på, kravlede de under skranken og gik uden at tage sig af, at officeren krævede, at de kom tilbage dagen efter, hvor hun ville have bedre tid til at gennemføre en anholdelse. Det var før sket, at hæren ikke havde tid til eller ikke gad anholde fredsvagter og derfor havde bedt dem om at komme tilbage senere. En havde været dum nok til at møde op igen, fordi de havde taget en kopi af hans pas, så han derfor troede, de ville kunne opspore ham, hvis han blev væk. Men da han kom tilbage to dage efter, som han havde fået besked på, var han straks blevet bedt om at forsvinde og ikke komme og forstyrre med sine uvedkommende sager. Han var gået fra kontoret og var blevet arresteret på vej ud af porten for at opholde sig på militært område, men straks efter løsladt, fordi vagten skiftede, og de to soldater, der overtog, ikke gad have besværet med en anholdelse.

Seks dræbt ved et skyderi

Vi stod uden for vores gadedør i tre kvarter, og da vi endelig kunne se jeeps og mandskabsvogne køre forbi for enden af gaden og ud af byen, løb vi af sted ned til den blødende mand. På den brede, støvede vej og på pladsen med containeren og affaldet lå der seks dræbte og nogle sårede. De døde så ens ud, for de var alle blevet skudt igennem hovedet. I løbet af et øjeblik var der samlet flere hundrede mennesker omkring de døde. Når mændene så blodet og de døde, faldt de på knæ og fægtede med armene mod himlen og råbte. Kvinderne kom løbende med små, korte skridt og hænderne mod ansigtet eller brystet, og når de så ligene ligge på jorden, skreg de og kastede sig omkring, så der skulle fire-fem mennesker til at holde dem fast. Drengene startede med at bryde ud i gråd, men straks efter fandt de sten og kæppe og løb efter de israelske jeeps. Der var tre ambulancer, men de blev hurtigt fyldt med døde og sårede, og resten blev kørt væk på en lille lastbil, hvor der var bygget et stort bur op på ladet, så den kunne bruges til at transportere får og geder. Blodet på asfalten skinnede metallisk i lyset fra gadelygterne, og folk samlede sten og lagde dem omkring blodsøerne, så det lignede guldfiskebassiner i en have.